Artikler

Kærlighedens 5 Sprog

Vi har alle brug for at føle os elsket – ikke mindst i vores parforhold. Men selv om vi elsker hinanden, er det ikke altid, at vi føler os elsket af vores partner…

Vi alle har en ”Kærlighedsbeholder” inden i os, hvis den er tom og ikke er fyldt op, så påvirker det vores humør, tanker, følelser og handlinger. Det er vigtigt, at vi i vores parforhold fylder på hinandens kærlighedsbeholder. Det handler om at møde hinanden, forstå hinanden og anerkende hinandens forskelligheder. Men hvilken type brændstof skal vi hver især have fyldt på vores beholder? Det er et godt spørgsmål – men nødvendigt at vide, for at vi kan drøne ud af kærlighedens vej hånd i hånd. Vores bil kan jo heller ikke lide at blive fyldt op med diesel, hvis den kun fungerer på 95 blyfri benzin.

Mange gange er det ikke så let og lige til. Man kan føle, at man har gjort alt for at gøre sin partner tilfreds, uden at man føler, at det bliver værdsat, eller at der bliver udvist taknemmelighed. Og så sker der mange gange det, at når man føler, at man alligevel ikke får noget retur, hvorfor så overhovedet bruge kræfter på at gøre noget. Den tankegang og holdning har mange. Men mange gange handler det også om, at vi er uvidende over for, hvad vores partner i virkeligheden har af behov og ønsker, som har den største betydning for dem. Vi tror, vi ved det, men det gør vi rent faktisk ikke altid, heller ikke selvom vi har været sammen i flere år. Mange af de ting vi gør overfor vores partner,  er som regel det vi selv godt kan lide, og er det vi selv hungrer efter og forventer, at den anden gør for os. Sker det ikke bliver vi skuffede og sårede, og det kan skabe en masse konflikter og uligevægt i parforholdet.

Taler du og din partner samme sprog? Taler I forbi hinanden?

Ifølge amerikaneren Gary Chapman har kærligheden fem sprog . Gary Chapman,  er manden og forfatteren bag bogen ”Kærlighedens 5 sprog”, der er solgt i mere end 5 millioner eksemplarer. En bog der efter min mening  burde stå på reolen i et hvert hjem. At have kendskab til Kærlighedens 5 sprog er guld værd i et parforhold. Jeg har forsøgt at kortfatte essensen i det hele. Der gøres rede for fem forskellige måder, hvorpå ægtefæller og par kan lære at modtage og udtrykke deres kærlighed.

Mennesker udtrykker og modtager kærlighed på forskellige måder. Vi kan med sikkerhed finde alle de fem sprog/behov tiltrækkende, men vi har et primært og et sekundært, der er i fokus. Og det er dem, vi skal lære at kende og bevidstgøre hos os selv og vores partner og derefter handle ud fra. Så kan vi med den rigtige indgangsvinkel fylde på vores partners kærlighedsbeholder, så gnisten og kærligheden holdes i live. At kende sin partners og sit eget kærlighedssprog er en stor fordel, og det kan gøre underværker i kommunikationen og mindske en masse problematikker.

Jeg vil prøve kort at beskrive de 5 sprog, og når du læser dette så prøv at tænk over hvilke behov du kan nikke genkendende til, og hvilke der har stor betydning for dig, for at du føler dig værdsat og elsket. Tag evt. en god dialog med din partner om hvilke behov han eller hun har. Derved kan I lære at tale hinandens sprog og forstå hinanden og derved undgå en masse konflikter og misforståelser. Man har som sagt et primært og et sekundært sprog. Det kan godt ændre sig med tiden og ændre sig i forhold til den partner, man har. Men ofte er det primære grundlæggende set det samme, da vi med vores livsbagage har fået nogle grundlæggende værdier og overbevisninger, der gør, at vi har de behov, vi har, for at vi føler os elsket og værdsat.

Kærlighedens 5 Sprog

Anerkendende ord

At få ros og anerkendelse fra din partner betyder meget for dig, hvis dette er dit kærlighedssprog. I både fysisk og psykisk form, fylder det dig op med kærlighed, når din partner f.eks. siger: Du ser godt ud, du er dejlig, du er en god mor/far, god kæreste osv. Det kan også være ved at få ros for noget, som man har gjort som f.eks. et flot stykke arbejde, eller ting man har sagt eller husket. Det at der bliver udtrykt taknemmelighed over noget, at man hører at man er elsket, savnet, ønsket, værdsat osv. – At sige ord og udtrykke dem ved at rose, anerkende og opmuntre sin partner er én måde at udtrykke kærlighed på.

Tid til hinanden

Hvis ”Tid til hinanden” er dit kærlighedssprog, så har det for dig stor betydning at være sammen med din partner; Tale sammen og at gøre ting sammen. Det er værdifuldt for dig at føle dig værdsat og prioriteret, da det er med til at fylde på din kærlighedsbeholder. Det er vigtigt, at din partner er til stede, ikke kun fysisk, men også psykisk, mentalt og emotionelt. At du får den fulde opmærksomhed.

Som tiden går og man i et parforhold har været sammen længe, er der mange, der ikke får prioriteret kærestid, og det er rigtig ærgeligt, for det kan være med til at slukke gnisten. Et parforhold skal plejes og prioriteres, for at der ikke bare går hverdag og leverpostej i den.

Mange par kan godt være i samme rum uden egentlig at være sammen. Et godt råd er f.eks. at man engang imellem slukker for alt, hvad der kan forstyrre af TV, computer, mobiltelefoner, Ipad og hvad vi ellers har i dag af ting, der optager vores opmærksomhed, og som gør, at vi ikke er 100% til stede sammen med den, vi holder af. Det er vigtigt, at vi deler den kostbare tid, vi har med vores partner, 100% og ikke kun 50%, det kan være en halv time den ene dag og næste gang 5 timer, en hel dag, en weekend eller en uges ferie. Vi kender alle til de par, der sidder på en restaurant, hvor de ikke taler sammen, den ene eller begge parter sms’er, taler i telefon, eller kigger ud i lokalet og ikke på sin partner, og nogen taler slet ikke sammen. Det er trist og bestemt ikke det, der holder gnisten i live i vores parforhold. Vi lever et liv i et samfund, hvor vi har travlt med børn, job og karriere, og mange par jeg møder i min praksis, har alverdens undskyldninger for, at de ikke har tid til at gøre ting sammen. Det handler om prioritering, der er tid, der skal være tid til at sætte timer og dage af til at være sammen og nyde hinanden, hvor den fulde opmærksomhed er til stede. Ellers forsvinder kærligheden stille og roligt. Man skal ikke bare have en ven eller en roommate, men en livsledsager, hvor man gør ting sammen, taler sammen, kigger hinanden i øjnene og er 100% tilstede.

At modtage gaver

For nogen betyder det at få en gave meget og får dem til at føle sig anerkendt og elsket. Det kan være en gave i form af; En ting, en buket blomster, men også f.eks. en lille lap papir, hvor der står ”Jeg elsker dig”, ”Ha’ en god dag skat” eller andet sødt. Lappen kan lægges i bilen, under hovedpuden eller på køkkenbordet. Man kan også skrive på toiletrullen med lidt humor og en lille kærlighedserklæring og evt. med et læbestiftskys. Eller sende en sød sms, mail el. lægge en besked på tlf.-svareren, når man ikke er sammen med sin partner. Gaver behøver ikke være noget stort og voldsomt, det er mange gange de små ting, som der tæller.

Tjenester

At din partner gør dig tjenester er også et kærlighedssprog, og hvis dette er dit, så kan det for eksempel være værdifuldt for dig, hvis din partner f.eks. tager opvasken, får bilen vasket, rydder op, smørrer din madpakke, putter børn, laver en kop kaffe, handler ind, betaler regninger, støvsuger, tanker bilen op, slår græsset osv… Der er mange eksempler på, hvad en tjeneste kan være, men det er mange gange de praktiske ting. Det er jo ikke i alle hjem, hvor de praktiske opgaver er 50/50 fordelt. Hvis det er et hjem, hvor opaverne er skævt fordelt, kan den person der står for alt det praktiske godt savne hjælp fra den anden part, og mange gange er det så lidt, der skal til, for at den anden part bliver glad og taknemmelig, og vupti bliver der fyldt på vedkommendes beholder, og irritationen fra de sure underbukser der ligger smidt på gulvet, eller regningen der er glemt at blive betalt får pludselig mindre betydning.

Hvis den person, der altid laver mad, vasker tøj og gør rent føler, at vedkommende altid står alene med det hele, så kan det være en kæmpe lettelse og befrielse, hvis partneren engang imellem tager over og tager nogle af de opgaver. Det kan lyde skørt, men i nogle hjem er det således, at hvis den person der aldrig tager del i det praktiske, bare gør det en gang imellem, så bliver den anden part så glad. Hvis den anden part tager teten og hjælper til, bliver der fyldt på kærlighedsbeholderen… Og vupti, så er der måske mere lyst til at kysse og kramme, sex og hygge. At gøre tjenester for sin kæreste er også en måde at vise sin kærlighed på. Det kan godt kræve eftertanke, energi, tid og planlægning. Men hvis det alt sammen gøres i den rette ånd, er det virkelig et udtryk for kærlighed.

Fysisk berøring

Hvis dit kærlighedssprog er Fysisk berøring, så er det den fysiske del, der måske spiller ind som den største faktor. Nogle har brug for at tale meget sammen, andre har mere brug for at mærke den anden part i fysisk forstand. At have fysisk kontakt er ikke kun sex men også f.eks.: Holde i hånd, få eller give massage, kramme, putte, kysse, nusse, røre, osv… Mange mænd har Fysisk berøring som deres primære kærlighedssprog. For når vi taler om sex, så er det således, at mænd mange gange mærker kærligheden og føler sig elsket, når de har sex og er i akten med deres partner, hvor kvinder mange gange har større fokus på at høre små søde ting, blive hvisket i øret, blive nusset om og blive rørt på de steder, hvor de har deres erogene zoner. Det kan tage længere tid for en kvinde at blive tændt end en mand. Mange kvinder har brug for et langt forspil og et før-forspil, for at de blive bløde i knæene og bliver tændte. Kvinder elsker ros og anerkendelse og blide berøringer, hvor mænd er mere visuelle, og tænder på det de ser; hud og former. Det er ikke sådan, at det er i alle forhold, men generelt er det sådan mange gange. Der er forskel på mænd og kvinder, og derfor kan det være svært engang imellem at forstå hinanden, hvilket kan medføre konflikter og uforståede spørgsmål. Vær åben, lyt og tal til og med hinanden. Kommunikationen er nøglen til det gode og sunde parforhold.

Hvis du ønsker at vide meget mere om Kærlighedens 5 sprog, så anbefaler jeg at købe Gary Chapmans bog/bøger. Han er en meget anerkendt mand i USA. Han er pastor og ægteskabsrådgiver og holder ægteskabsseminarer over hele USA. »Kærlighedens 5 sprog« er solgt i tusindvis af eksemplarer i Danmark og har hjulpet utallige par til et stærkere parforhold. Det er en udfordrende bog, der inspirerer til handling og kan varmt anbefales. Gary Chapman har også skrevet: ”Børnenes 5 Kærlighedssprog” og ”Kærlighedens 5 sprog for singler”.

At have kendskab til Kærlighedens 5 sprog er nemlig ikke kun en bonus til parforholdet, men i alle de relationer vi er i; Familie, venner, kollegaer, børn osv. Vi alle er forskellige, og vi kan til tider have svært ved at forstå de mennesker, vi har relationer til, hvorfor de er, som de er, hvorfor de agerer og reagerer, som de gør. At lære at forstå hinanden er en gave for alle 

Eva Christiansen

Parterapeut og Sexologisk Rådgiver