At være medafhængig

At være medafhængig

Er medafhængighed et reelt begreb? Og i så fald, hvad betyder det egentlig? Hvad vil det sige at være medafhængig? Mange mennesker oplever forskellige grader af medafhængighed… Hvem har ikke gerne ville hjælpe, trøste og tage ansvar, når andre har det svært? Men hvordan ved man, om den hjælp man tilbyder er reel eller intimiderende? Og hvilken indflydelse har det på den medafhængiges liv, at vedkommende er ovre på andres banehalvdel?

Er du medafhængig?

Er du et menneske, der gerne vil redde dem, der ikke har det godt? Føler du en trang til at hjælpe andre, selvom det egentligt ikke er din business? Giver det dig en god følelse, når du hjælper andre, rådgiver og vejleder? Føler du, at du har et ansvar for andre mennesker – for andre menneskers tanker, følelser, handlinger, valg, behov, trivsel, manglende trivsel eller endelige skæbne?

Kan du føle medlidenhed og skyld, når et andet menneske har et problem? Kan du føle dig nødsaget eller nærmest tvunget til at hjælpe et menneske med at løse problemer, for eksempel ved at give råd eller komme med hurtige forslag, eller ved at reparere på vedkommendes følelser? Bliver du frustreret, når det menneske du prøver at hjælpe ikke tager ansvar og handler på det, som du ønsker og tænker at vedkommende burde?

Dette er blot nogle af de overskrifter, der identificerer en medafhængig, også kaldet en medmisbruger… Hvis du kan nikke genkendende til nogle af disse ting, er du måske medafhængig. Der er forskellige grader, men fælles er, at man får et fix – en tilfredshedsfølelse når reddergenet ”er på arbejde” – Det giver en god selvværdsfølelse for den medafhængige.

Hvad vil det sige at være medafhængig?

At være medafhængig vil sige, at man er i en redder og beskytterrolle. Man lader et andet menneskes adfærd få alt for stor indflydelse på ens tilværelse. Man tilpasser sig, og man har et enormt ønske om både at hjælpe og at kontrollere et andet menneske. Det er mange gange helt ubevidst, at man har dette reddergen. Man kan bekymre sig så meget for et andet menneske, at man kan glemme at tage vare på sig selv. Man kan have følelsen af, at man har brug for kontrol, kontrollen over det andet menneske, man omgiver sig med, fordi man (måske ubevidst) føler, at alt omkring sig og inden i sig selv er ude af kontrol. Man kan blive ved med at lede efter nogle svar fra det andet menneske, uden at man får dem. Man kan have en forventning og et ønske om, at vedkommende skal være på en bestemt måde og fortælle hvorfor, hvordan og hvorledes. Man har en tendens til at glemme sig selv og leve et liv på andres banehalvdel.

Når man er medafhængig på andres liv og følelser, kan det få én til at agere og reagere, som man ellers ikke ville. Man kan hoppe helt ud af sig selv og ind i en anden rolle og blive en anden person. Man kan få følelsen af, at man slet ik´ kender sig selv. Hvis man kunne svæve op over sig selv i en helikopter og kigge ned på sig selv, ville man nok blive skræmt og ked af at se, hvad det er, man byder sig selv.

Når man er sammen med et andet menneske i et parforhold eller omgåes andre mennesker, der har mange problemer, så kan det ende med, at man selv kan blive syg, svag, trist og dårlig – fysisk som psykisk. Ordet ”medafhængighed” kommer sig af, at man er medafhængig på andres tanker og følelser, og måder de reagerer og agerer på… Man vil så gerne ændre personen, redde vedkommende og være deres beskytter.

En medafhængig finder ofte undskyldninger for den andens adfærd, ”Han har også haft det så svært, og har det så dårligt… ”. Man har ondt af dem, og man prøver at glemme alle de ting, som de sårer eller skuffer én med, fordi man undskylder det igen og igen med f.eks. ”Hun er et godt menneske og har så meget godt i sig, og det er derinde et sted” Problemet er bare, at vi lyver overfor os selv med sådan en partner, ven, veninde, kollega eller et familiemedlem. Det er IKKE kærlighed. Det er et usundt ødelæggende univers af misforstået kærlighed, man navigerer i, men fordi man muligvis i så mange år har haft usunde partnere og usunde relationer, og måske er opvokset i en dysfunktionel familie, så er det kun, hvad man kender, og derfor prøver man at gøre alt for, at det lykkes hver gang, når man igen står i det, hvor man vil hjælpe vedkommende… ”please… kom nu, det skal lykkes”, tænker man, men mens man kæmper, håber og tror, så bliver det mange gange bare ikke anderledes. Og det kan være enormt frustrerende og opslidende.

Man ved måske godt, at der er noget, der ikke helt stemmer, men problemet er, at man måske er så manipuleret eller trukket ind i et spind, man sidder fast i… Måske kan man kravle lidt væk derfra  engang imellem, men med ét, så er man tilbage igen. En narkoman falder også gerne i flere gange, efter de er stoppet, for det fix man plejer at få mangler, og man higer efter det. I dette tilfælde som medafhængig, er det dramaet eller redderrollen, der er ens fix, man får noget ud af at redde og fixe og gøre en forskel, og det sætter én ”højere” end vedkommede, så man får en følelse af, at man er uundværlig. Hvordan skal de klare sig uden én, og hvad skal der blive af den stakkel, tænker man… Det kan være nogle af de tanker den medafhængige har, ikke altid bevidst, det er mange gange ubevidst. Derfor går man ikke fra sin partner eller stopper den relation, man er i.

Du kan ikke ændre andre mennesker, kun dig selv…

Mange mennesker har en tendens til at tro, at de ved, hvad der er bedst for andre. De kommer med råd, forslag og løsninger, selvom det sjældent er det, den anden ønsker, eller er det som vedkommende har brug for. Det handler om, at man skal stoppe op i sit liv og kigge indad og forstå, at man ikke selv får det bedre, før man tager ansvar for sig selv og stopper med at ville tage ansvaret for alle andre, som man gør som medafhængig. Man skal ikke redde alle andre, man skal redde sig selv, passe på sig selv. Man kan ikke ændre på andre mennesker – kun sig selv. Gennem ens medafhængighed forsøger man at støtte, rådgive og vejlede andre, i håbet om at de skulle få et bedre liv. Men ved dette forsøg på at tage ansvar for andre, kan det have nogle store konsekvenser for én selv. Man har nemlig mere travlt med at være altopofrende, tilpassende og fleksibel, end med at passe på sig selv, lytte til sine egne behov og sætte sig selv først. Det er ikke kun i kærlighedsrelationerne man kan være altopofrende, det kan også gøre sig gældende i forhold til andre relationer, nære som fjerne. Det betyder ikke, at de råd man kommer med og den hjælp man tilbyder ikke kan være værdifuld, men hvis vedkommende ikke vil eller ikke kan tage i mod, eller ændre på noget, så kan man ikke gøre noget ved det… Eller omvendt, så er det heller ikke sikkert, at de råd man giver, er det rigtige for vedkommende, fordi de ville være de rigtige for netop dig… Som medafhængig kan man blive skuffet og ked af det og enormt frustreret, hvis ikke vedkommende lytter og handler ud fra det, man mener vedkommende skal og burde… Giv slip…Det er en kamp, du aldrig kan og aldrig skal kæmpe for at vinde. Accepter at du ikke kan ændre vedkommende. Det er ikke let at indse og acceptere, det kan tage lang tid, men øv dig på at blive hjemme på din egen banehalvdel… Og hvis du falder i, så se det ikke som et nederlag, men som en erfaring du gør dig, som du kan bruge konstruktivt fremadrettet. Det tager tid at bryde mønstre, det sker ikke fra dag til dag, det tager tid, det er helt naturligt. Men først når du giver slip, får du den ro indeni, du søger.

Sig op på dit nuværende abonnement og tegn dig et nyt…

Det kræver selvindsigt at forstå, at man ikke kan ændre på andre, men man kun kan tage ansvar for sig selv. Det er en ubevidst evne man har til at befinde sig på andres banehalvdel, og det kræver bevidsthed at holde sig på sin egen banehalvdel. Man skal være tro mod sig selv, og det er man ikke i rollen som medafhængig. Groft sagt, man har et abonnement på ”Tortur”, og det skal man sige op og tilmelde sig et nyt abonnement der hedder ”Lykke”. Hvis du er medafhængig, så kan du få hjælp til at opsige det abonnement, du lige nu har og få hjælp til et liv på din egen banehalvdel, et liv med ro i krop og sjæl, hvor du kun tager ansvar for dit eget liv og ikke alle andres. Gør dig fri af andres misbrug!!!

Det handler ikke om, at man ikke skal være der for dem, man holder af, være en god og forstående veninde, kæreste eller kollega, men i de relationer vi har, er det vigtigt, at der er en form for ligevægt i forholdet, så man ikke kun giver alt af sig selv uden at få det samme retur. Der hvor det er usundt, er der hvor man bliver drænet og ikke selv bliver fyldt op af empati, forståelse, accept, ro, kærlighed og gensidig respekt. Mange, specielt kvinder, har en tendens til at skulle redde og beskytte de mennesker, de er omgivet af, og det er en naturlig ting og helt fint, så længe det er i sunde relationer. Det handler om, at vi skal sige fra og sætte grænser, når relationen ikke er sund. Det er en god evne at kunne rumme og forstå andre mennesker, men man kan også forstå for meget, og her er det, at man skal stille sig selv spørgsmålet ”Kan jeg være i den her relation, hvad gør den ved mig?” Hvis svaret er, at man ikke har lyst til at være i det, som situationen er, at det påvirker én negativt, så sig fra og kom ud af den relation i en fart… Og husk, at det er helt ok!!! Man skal ikke sætte sin egen lykke til side på bekostning af andre mennesker, fordi at man har ondt af dem, vil redde eller ændre dem… Vi er nr. 1 i vores liv, vi skal passe på os selv og starte med at fylde benzin på hos os selv… Ved at vi gør det, så bliver vi også en bedre kæreste, forælder, ven, veninde, kollega…

Pas på dig selv ♥

Eva Christiansen, Parterapeut og Sexologisk Rådgiver

 

 

 

 

Artikel 2